150904_Ujazz_MG_2269.jpg

Daniel Lanois giver intimkoncert på Atlas

I samarbejde med Atlas byder Aarhus Festuge den canadiske producer og instrumentalist Daniel Lanois velkommen tilbage til byen, når han til marts giver en intim solokoncert på spillestedet.

Daniel Lanois har i løbet af sin musikalske karriere udmærket sig som både producer for helt store navne som U2 og Bob Dylan, innoverende samarbejdspartner med Brian Eno, sangskriver og multiinstrumentalist, og det er derfor en stor glæde at have ham tilbage i byen, når han 26. marts giver koncert på Atlas. Billetsalget er startet.

Det bliver en intim og intens aften med kun Daniel Lanois på scenen og med ren instrumentalmusik. Foruden diverse elektroniske synths mestrer canadieren guitaren og pedal steel-guitaren til fulde, så der burde være nok strenge at spille på, så at sige.

Daniel Lanois var en del af festugeprogrammet i 2015, hvor han både spillede til Ujazz på VoxHall og som en del af Trio-koncerterne. Han udgav i 2016 albummet 'Goodbye to Language', hvor han viste sine evner på pedal steel, og fik anmelderne til at finde de rosende gloser frem:

"For the most part, the music gives the illusion of being something sourceless, something created without effort–not product, but pure being; not labor, but freedom." (Pitchfork, 2016)

"Goodbye to Language is a powerful, intoxicating album and one of Lanois’ best works in at least a decade." (AllMusic, 2016)

 

Tilbage