aaf_hjemmeside_crop_2017.gif

Så er årets Festugeplakat her!

Aarhus Festuge har tradition for hvert år at lade en ny kunstner stå bag Festugeplakaten, og i år er valget faldet på Annu Kilpeläinen. Plakaten indeholder den finske kunstners karakteristiske pallette af sommerfarver og forestiller to broer, der spejler sig i hinanden. Annu Kilpeläinen fortæller om plakaten:

- Jeg ville skabe et motiv, der viser mødet mellem natur og kultur. Elementerne spejler sig i hinanden og reflekteres i vandet som et symbol på nye oplevelser, der kommer ud af at bygge bro og mødes på midten.

Se plakaten i fuld størrelse her.

Annu Kilpeläinen har udover Finland boet i Australien og nu England, og hun har derudover udstillet sine værker i USA. Gennemgående for hendes stil er de varme, lyse farver og glade motiver som blomster og sommerkroppe.

Om arbejdet med Aarhus Festuges plakat siger hun:

- Jeg har besøgt Aarhus før, og årets tema med at bygge bro og skabe forbindelser lød rigtig spændende, så jeg var glad for at blive spurgt. Efter at have undersøgt Festugens og byens historie begyndte jeg at tegne nogle skitser, som til sidst udviklede sig til den færdige plakat. Jeg håber, at folk tænker på sammenhold og fælles oplevelser, når de ser plakaten, og at lyset og farverne gør folk glade.

Temaet for Aarhus Festuge er i 2017 ’Bridging’, som er valgt for en treårig periode. Om temaet fortæller Festugens direktør Rikke Øxner:

- En af Festugens fornemste opgaver er at skabe nye forbindelser, og ved at bygge bro kan vi iscenesætte rum og rammer for det gode møde, for nye fællesskaber, det nye byliv og nye oplevelser. Med fokus på sammenhæng og sammenhold ønsker vi at skabe ny værdi for festugegæsten, den enkelte borger og for byen.

Tidligere plakatkunstnere tæller blandt andre Evren Tekinoktay (2016), Keith Shore (2015), Kehnet Nielsen (2010) og Søren ’Papfar’ Behncke (2009).

Festugeplakaten kommer til at pryde hele byen i perioden op til og i selve Festugen, som i år finder sted 25. august til 3. september, og fra begyndelsen af august kan plakaten købes via aarhusfestuge.dk.

Tilbage