Folkeklubben - Web Farve Stor.jpg

Hele byen inviteres til åbningsfest af ny havneplads

Realdania, Aarhus Kommune og Aarhus Festuge inviterer til åbningsfest af de bynære havnearealer omkring Dokk1. Det bliver en dag med sport, musik og fællesskab og en fejring af, hvad hele byens nye plads kan bruges til.

Aarhus får et nyt mødested, når de bynære havnearealer, som strækker sig fra Europaplads via Dokk1 og til Navitas, tages i brug og åbnes med en stor fest torsdag 24. august fra kl. 13-23.

Åbningen viser, hvordan den nye eventplads kan engagere og samle byens borgere og gæster, og der vil i løbet af dagen være et væld af aktiviteter inden for både sport, mad og musik.

Oplev blandt andet Flying Superkids og VIKs Gymnastikbørn i fuld spring, test dine boldevner mod Bakken Bears’ bjørnemaskot eller se golfspilleren Thomas Bjørn i en noget anderledes golfudfordring. Smag på mad fra Aarhusbugten, lær om livet på havbunden, lyt til et japansk børnekor og slut aftenen af med en koncert med den populære trio Folkeklubben. Det hele er gratis, og alle er velkomne!

- Den nye havneplads, og området omkring Aarhus Ø i det hele taget, er en spændende del af udviklingen i byen. Det vil vi gerne være med til at fejre og på den måde tage forskud på Festugen, hvor vi med mange spændende arkitekturprojekter i år forsøger at bygge bro mellem den gamle og den nye havn. Det kan vi jo passende tage hul på med denne festdag for hele byen, siger direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner.

Byens nye havneplads er støttet af Realdania og er en del af projektet Urban Mediaspace, som også omfatter Dokk1, klimasikring af byen og sidste etape af fritlægningen af åen, og det er det største kommunale anlægsprojekt i byens historie. Så kom og vær med til at fejre det nye område, der binder by og bugt sammen.

Et mere detaljeret program for dagen offentliggøres senere på aarhusfestuge.dk og aarhus.dk/åbningsfest

FAKTA
Dato/tid: 24. august kl. 13-23
Sted: Havnepladsen omkring Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2
Pris: Gratis
Arrangeret af: Aarhus Kommune i samarbejde med Aarhus Festuge
Støttet af: Realdania

Tilbage