Action Paint MMXVIII

Kunstværker står for skud – bogstavelig talt

Aarhus Festuge og Kunsthal Aarhus inviterer publikum til at skyde løs på kunsten i nyt projekt, der kombinerer 10 kunstværker, crowdfunding og en hulens masse paintball-kugler.

’Action Paint MMXVIII’ er navnet på det banebrydende kunstprojekt, der som noget helt nyt for de to kunst- og kulturinstitutioner involverer publikum i både finansiering og skabelsen.

Via en crowdfunding-kampagne, der igangsættes fredag 1. juni, kan man købe sig adgang til at spille på to af Eventhalls paintball-baner i Aarhus. På banerne opstilles 10 forskellige kunstværker, der er skabt specifikt til dette projekt. I løbet af kampene bliver kunstværkerne færdiggjort af de tilfældigt flyvende paintball-kugler, inden de udstilles forskellige steder i byen under Festugen.

- Dette er et eksperiment! Et vildt eksperiment, der blander paintball og kunst. Det handler om den kunstneriske skabelsesproces og om publikums deltagelse i processen. Jeg håber, at publikum vil tage godt imod projektet, bruge farverne, energien og deltage i skabelsen af værkerne – og have det sjovt. Vi glæder os til at se resultatet af paintball-spillernes leg, siger kunstfaglig direktør på Kunsthal Aarhus, Jacob Fabricius.

Kunstprojektet låner fra den kunstneriske bevægelse abstrakt ekspressionisme, hvor man i 1940’erne-1960’erne arbejdede spontant og intuitivt blandt andet med action painting.

- Med dette projekt inviterer vi publikum endnu tættere på kunsten i Festugen. De er ikke blot aktive beskuere, men medskabere, og det tættere tilhørsforhold forstærker broen mellem Festuge, publikum, kunst og leg. Vi er altid åbne for at udforske nye veje ind i kunsten, og glæder os over dette direkte samarbejde med Kunsthal Aarhus og vores gæster, siger direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner.

Crowdfundingen finder sted på booomerang.dk, hvor man kan købe forskellige pakker, der giver adgang til paintball på udvalgte datoer i perioden 4.-12. august. I selve Festugen kan man udover de færdige værker også se videoer fra den actionfyldte proces på Kunsthal Aarhus.

Arrangeret af: Aarhus Festuge i samarbejde med Kunsthal Aarhus
Støttet af: Vilhelm Kiers Fond og Salling Fondene

Tilbage