SoMEkvadrat_Tony Conrad_photo by Bettina Herzner.png

AMERIKANSK KUNSTLEGENDE BLIVER FEJRET UNDER FESTUGEN

Aarhus Festuge mindes i år eneren og avantgardekunstneren Tony Conrad, der døde 9. april 2016, med fire forskellige arrangementer, der hver for sig sætter fokus på kunstnerens legelystne og nyskabende tilgang til kunst og kultur.

Tony Conrad var særligt kendt for sit eksperimentelle arbejde med flere forskellige genrer og medier, samt at han var en af pionererne bag minimalistisk og drone musik. Derfor vil Festugen ved hjælp af musik, film og samtaler sætte fokus på Tony Conrad og hans betydning for kunsten og vores samfund.

Lydværket ’Hemmeligheder Bygger Bro’
’Hemmeligheder Bygger Bro’ fokuserer på overgangen mellem den intime og den offentlige sfære, og som et helt centralt element i værket inviteres Aarhus’ borgere til at være medskabere.

Byens borgere bliver i de kommende uger opfordret til at ringe til et telefonnummer og dele en hemmelighed.

Disse hemmeligheder omsættes til et lydværk, der tager afsæt i og undersøger hemmelighedernes lyd og udtryksform uden at bruge selve ordene og indholdet. Lydkunstnerne Marie Højlund og Morten Riis bruger således hemmelighedernes intonationer, stemninger og pauser til at skabe lydværket.

’Hemmeligheder Bygger Bro’ fremføres på klokkespillet i rådhustårnet i Aarhus under Festugen. Hermed bringes hemmelighederne ud i det åbne rum og eksperimenterer yderligere med grænsen mellem den intime og offentlige sfære. Det understreges af valget af Rådhuset, byens mest offentlige hus, som ramme for opførelsen af lydværket.

Dato/Tid: 31. aug.-9. sept. kl. 15.00, 16.00 og 17.00
Sted: Rådhustårnet på Aarhus Rådhus
Pris: Gratis
Arrangeret af: Aarhus Festuge
Støttet af: Statens Kunstfond

Dokumentarfilmen ’Tony Conrad: Completely in the Present’
Tony Conrad var særligt kendt for sit arbejde inden for film og musik samt sin inkorporering af nye medier i sin kunst – herunder computere, som han tilbragte en sommer i Danmark for at lære mere om på Københavns Universitet tilbage i 60’erne.

I ’Completely in the Present’ bliver publikum ført igennem Conrads liv og karriere ved hjælp af private videooptagelser filmet af Tony Conrad og hans kolleger. Filmens struktur bærer i høj grad præg af Conrads egen legelystne og radikale tilgang til kunst og dens skabelsesproces.

’Completely in the Present’ er instruktør Tyler Hubbys debutfilm, og dokumentaren tager i år på verdensturné på nogle af verdens bedste museer, gallerier og kulturfestivaler – og herunder altså også Aarhus Festuge, hvor filmen får Danmarkspremiere.

Dato/Tid: 3. sept. kl. 19
Sted: Øst for Paradis
Pris: 80 kr. ekskl. gebyr via paradisbio.dk
Arrangeret af: Aarhus Festuge

Salon: Minimalisme og tværæstetik 
Med afsæt i Tony Conrads minimalismebegreb og tværæstetiske arbejde lægger salonen op til en aften, der undersøger kunst som et middel til at snakke om livet. Men også om kunsten som ressort, hvor livet kan italesættes og reflekteres over, og hvor man kan facilitere  debatterne om det svære, det nære og det fælles. Samtalen finder sted 5. sept. og bliver modereret af kulturforsker Torben Sangild.

Dato/tid: 5. september kl. 19.00-20.30
Sted: Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13
Pris: Gratis
Arrangeret af: Aarhus Festuge og Kunsthal Aarhus

Koncert: Stephen O'Malley
Nedstemte guitarer i et massivt lydbillede kommer til at fylde spillestedet Radar i Aarhus, når guitarist, sangskriver og producer Stephen O’Malley giver en solokoncert 4. september.
Stephen O’Malley, også kendt som SOMA, har i stor stil været med til at præge musikmiljøet inden for drone og doom metal siden 1990’erne, og han har været med til at starte adskillige bands. Mest kendte er nok Sunn O))) og Burning Witch.

Dato/tid: 4. september kl. 20.00
Sted: Radar, Skovgaardsgade 3
Pris: 130 kr. ekskl. gebyr via radarlive.dk
Arrangeret af: Aarhus Festuge og Radar

 

Tilbage