kuplen_dk_2408_fotomartindamkristensen.jpg

Festuge med solskin og regnvejr: Her skal du gå hen

Det regner lørdag formiddag, men det skal ikke forhindre dig i at nyde Festugen. Programmet er proppet med spændende indendørsarrangementer, hvor du kan søge ly, indtil regnen igen viger for solskinnet, og du igen kan benytte dig af alle Festugens arrangementer.

Af Freja Marquardt

Sensommeren har fredag og lørdag vist sig fra sin våde side af, men det skal ikke forhindre dig i at gå på opdagelse i Festugens mange tilbud. Programmet er fuldt af indendørs aktiviteter for både små og store, så du kan sagtens få tiden til at gå, indtil det igen klarer op.

Her får du en guide til hvor du kan gå hen, når solen holder en pause.

Kuplen

Hvad er bedre end at se film eller lytte til podcast, når det småregner lidt? Ikke meget, så derfor kan du roligt slå dig ned i lænestolene i Kuplen. Her viser Øst for Paradis hver aften film ganske gratis.

Søndag eftermiddag kan du i Kuplen høre Radio24syv’s fem afsnit om Mahamad El-Saadi’s liv. Podcast-serien handler om den unge mands oprør mod sin far, Oussama El-Saadi, og hele det konservative muslimske miljø, som findes i Aarhus. Efterfølgende vil der være en talk med Mohamad El-Saadi og Anette Solgård fra Radio24syv. 

Det Turkise Telt

I Byparken kan du også søge ly, hvis dråberne skulle falde fra himlen. I Det Turkise Telt vil der både fredag og lørdag være masser af spændende musik på programmet, og når solen så igen titter frem står du på første parket til at nyde de fantastiske kunstværker, som er lavet under Aarhus Streetart Festival.

Musikteltene

Ingen Festuge uden musik – det siger sig selv. Er du i festhumør, så lad endelig ikke gråvejret holde dig tilbage. Rundt omkring i byrummet er der nemlig store musiktelte, hvor du hver dag kan nyde masser af sprød musik, kolde fadøl og her er rig mulighed for at få varmen på dansegulvet. Så snart solen titter frem kan du trække lidt frisk september luft ved bordene ude foran teltene. Så kom du blot afsted og nyd tonerne fra Festugens mange musiktelte.

Aros

Vil du til at fordybe dig i kunsten, så er et besøg på Aros bestemt anbefalelsesværdigt. Er du interesseret i Korstogene, så er ”The Crusades and Current Stories” af Wael Shawky et must. Udstillingen vises for første gang i Danmark, og her kan du få et indblik i middelalderens korstog i Mellemøsten set ud fra en arabisk synsvinkel. Wael Shawky viser de historiske begivenheder, som ganske vist hører fortiden til, men som stadig den dag i dag påvirker forholdet mellem Vesten og Mellemøsten.

Kvindemuseet

Trænger du til at lære lidt om kønnenes kulturhistorie, så smut forbi Kvindemuseet og udforsk udstillinger, som kan både børn og voksne om kønnenes betydning i vores samfund.

Udstillingen ”Pigernes og Drengenes historier” skildrer børneliv gennem de sidste 150 år. Her kan du få et indblik i, hvordan det var at være barn i gamle dage, og forstå hvilke forskelle der var på at være barn på landet, i byen, i rige eller fattige hjem. Der tegnes et billede af den forandring, som er sket med barndommen og med de forventninger, som der i samfundet er til drenge og piger.

Teatret Svalegangen

Under Festugen byder Teatret Svalegangen på et hav af forestillinger, som både vil forundre – og måske for altid forandre – dig. Du kan blandt andet se Teater Bæst’ forestilling ”Lyst#2”, hvor skuespillerinden Eja Due næsten med sikkerhed vil udfordre dit syn på sexarbejde.

Officersmessen i Ridehuset

Melder sulten sig, så fortvivl ej. I Ridehuset er der rig mulighed for at finde masser af lækkerier, og skulle det regne, så kan du også søge ly her, imens du nyder din mad. Når solen så igen skinner klart, så kan du lige ude foran Ridehuset undersøge boderne ved ”Smag på Høsten” hvor du kan lære om bæredygtighed. Ganske få meter herfra kan du også nyde synet af kunstværkerne fra nogle af verdens bedste Streetart kunstnere.

Growwrooms

Foran Rådhuspladsen kan du finde nogle af de ni growrooms, som er lavet i anledning af Festugen. Her kan du nyde nærværet af naturen midt inde i storbyen. Mens du venter på at regnen stilner af, kan du kigge på manualen til, hvordan du laver dit helt eget growroom.

Så på med det praktiske tøj og så afsted ud og nyd de sidste dage af Festugen!

Tilbage