Phobiarama_photography by Willem Popelier.jpg

Internationale projekter bygger bro til livets svære sider i Aarhus Festuge

Dette års Festuge tager favntag med de svære og ubærlige aspekter af livet, som vi alle stifter bekendtskab med før eller siden. Ensomhed, frygt og fordomme udforskes med store projekter fra Holland og Østrig.

Når Aarhus Festuge finder sted 31. august til 9. september, er der traditionen tro fest, fællesskab og fascination på programmet. Temaet er for andet år ud af tre ’Bridging’, og der skabes nye forbindelser mellem kunst, kultur, mennesker, bydele og genrer. Men i år udforskes også nogle af de svære aspekter i livet. Dem, vi alle kender til, men som kan være svære at tale om, og som vi helst bare lader ligge. Med kultur som virkemiddel dykker Festugen ned i disse aspekter og giver publikum en mulighed for at komme helt tæt dem.

Det understreges især med to internationale projekter, der begge finder sted i byens rum. ’Phobiarama’ af hollandske Dries Verhoeven er en moderne fortolkning af et spøgelseshus, men hvor tivoligæsterne udsættes for skrig, monstre og blod, giver ’Phobiarama’ en rundtur i vores moderne frygtkultur med angstfremmende retorik, fordomme og fremmedfjendskhed. 

Derudover præsenterer Festugen værket ’It Does Matter Where’ af østrigske Willi Dorner, der med noget så ydmygt som stole samler mennesker og synliggør, hvor lidt af pladsen i byens rum, der egentlig er tilgængelig for borgere.

Læs mere om begge projekter længere nede.

- Når Aarhus Festuge under temaet ’Bridging’ bygger broer, er det for at skabe nye, spændende og positive muligheder. Men vi vil også vise, hvordan kunst og kultur kan italesætte de tunge og ubærlige emner og gøre dem mere håndgribelige. Ved I Festugen at vise arrangementer med netop det fokus side om side med dem, der vækker glade og begejstring, står begge dele stærkere, siger Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge.

Phobiarama
’Phobiarama’ er en aktuel og grænseoverskridende fortolkning af det klassiske spøgelseshus, som tager 20 publikummer ad gangen med på en rundtur i vores moderne frygtkultur. Undervejs overskrides den personlige sfære og fremprovokerer reaktioner hos publikum, som de ikke vidste, de havde, og som kan både overraske, forfærde og skamme.

’Phobiarama’ tager udgangspunkt i den offentlige debat og stiller via en konfronterende og øjenåbnende oplevelse spørgsmålstegn ved politiks og massemediers retorik, der fylder os med frygt.

Kunstneren bag, Dries Verhoeven, har lavet flere provokerende og opsigtsvækkende værker, og ’Phobiarama’ var senest en del af LIFT Festival i London, hvor den var yderst populær og tiltrak sig masser af opmærksomhed. Det er første gang, ’Phobiarama’ er i Danmark, og Dries Verhoeven kan i forbindelse med besøget i Aarhus Festuge opleves til en gratis talk 6. september kl. 17.00 i Dome of Visions. Moderator er Per Smedegaard, direktør og kunstnerisk chef for Teater Svalegangen. 

Fakta
Dato/tid: 31. aug.-9. sept. (dog ikke 4. sept.)
Sted: Bispetorvet
Pris: 85 kr. ekskl. gebyr via aaf.billetten.dk (billetter sælges fra mandag 25. juni kl. 10.00)
Aldersgrænse: 16 år
Arrangeret af: Aarhus Festuge i samarbejde med FO-Aarhus
Støttet af: The Performing Arts Fund NL, Statens Kunstfond og Beckett-Fonden 

It Does Matter Where
Østrigeren Willi Dorner er kendt for sine legende og overraskende værker, hvor byens rum næsten altid optræder som scene. Det er også tilfældet i ’It Does Matter Where’, hvor den ellers så ydmyge stol gøres til hovedrolle, når den i stort antal stilles op i byens rum og får forbipasserende til at stoppe op og mærke, hvor lidt af byens rum der er tilgængeligt for mennesker.

Det foregår på Inger Christensens Gade i det omdiskuterede Gellerup, der med Festugens tema in mente, bygger bro mellem kunst, mennesker og bydele. Publikum skaber selv et  midlertidigt rum, hvor de kan holde pause, komme hinanden ved, møde en fremmed og nyde deres plads i byen.

’It Does Matter Where’ er et interaktivt værk, hvor publikum (og deres stole) selv kan deltage i skabelsen, og har man lyst til at deltage kan, man høre mere eller tilmelde sig på frivillig@aarhusfestuge.dk.

Willi Dorners værker har været præsenteret på adskillige internationale festivaler, og han var senest i Danmark i 2017 med værket ’Bodies in Urban Spaces’ til den københavnske Metropolis Festival. Her havde han koreograferet 100 fysiske, fastfrosne øjeblikke af menneskekroppe på en syv km lang strækning.

Fakta
Dato/tid: 8. sept. kl. 15.00-17.00
Sted: Inger Christensens Gade, Gellerup
Pris: Gratis
Arrangeret af: Aarhus Festuge
Støttet af: Salling Fondene og Vilhelm Kiers Fond

Tilbage