Byparken_6990_FotoMartinDamKristensen.jpg

Guide: Sådan skal du bruge din lørdag i Festugen

Har du ikke nået at komme til alle de ting, du gerne ville i Festugen, skal du ikke fortvivle. Vi guider dig til, hvordan du kan bruge din lørdag og få det sidste ud af Festugen.

Morgen: Start dagen med at strække kroppen
Festugen starter tidligt for de morgenfriske med solhilsen og hundestræk. Tag til morgenyoga i Byparken fra kl. 9.00-10.00 og få rørt kroppen efter en lang uge på kontoret eller studiet. Lærere fra Aarhus Yogaskole vil give dig en grundig introduktion til yogaens verden og sende dig videre ud i Festugen med fornyet energi fra morgenstunden. Alle kan være med - nybegyndere som øvede. Alt, du skal gøre, er at tage et liggeunderlag med under armen.

Formiddag: Kaffe med god samvittighed
Hvis du stadig ikke er helt vågen, skal du kun bevæge dig få meter for at få en kop kaffe. Drik din formiddagskaffe på “Caféen for Færre Fremmede i Verden og Medborgerskab”, der også ligger i Byparken. Over kaffen har du mulighed for at sætte dig med en fremmed og tale om medborgerskab. Så er der én mindre i verden, der er fremmed for dig. 

Middag: Streetart og guidet tour
Tag din nye ven fra caféen med under armen og bevæg jer videre til Aarhus Streetart Festival. I ugens løb har streetartister arbejdet hårdt på en af Nordeuropas største streetartbegivenheder i Byparken. Kom og se, hvad de anerkendte, internationale kunstnere har skabt. Hvis du vil vide mere om værkerne, kan du få en totimers guidet tur. 

Eftermiddag: Oplev byen fra havnesiden 
Trænger du til at hvile benene efter en aktiv formiddag i Festugen, kan du nu gå ombord på det historiske skib, Jakob, der vil tage dig med på en smuk sejltur langs havnefronten. Turen går fra Dokk1, forbi den gamle havn, den nye havn og Aarhus Ø. Oplev, hvordan Aarhus’ havnefront er under forandring på den cirka en time lange tur.

Aften: Falafler og tyrkisk fladbrød
Du må efterhånden være godt sulten, når du går i land. Følg lyden af arabisk musik og duften af orientalske krydderier ind til Store Torv, hvor Bazar Vest i denne uge har opstillet boder. Der er noget for enhver smag. Vælg mellem alt fra sharwama til grillspyd.

Sen aften: Understrøm ved Åen
Har du lyst til at slutte dagen af med en musikalsk oplevelse og en kold øl, skal du kun lige dreje rundt om hjørnet og ned til Åen. Her vil du kunne nyde tonerne fra forskellige bands, der spiller til gratisfestivalen Understrøm. Festivalen præsenterer upcoming bands over tre dage på tre forskellige scener. Ved Åen vil du frem til midnat kunne høre bands som Thirdcurl og Frederik Meyer.

Er du stadig ikke helt færdig med Festugen, kan du jo tage videre til nogle af Festugens mange festlige telte.

God lørdag!

Af Benedicte Weimar Rasmussen og Ida Dengsøe

Tilbage