DSC_0639.JPG

Fest dig igennem Festugens telte den sidste aften

Det er sidste chance for at have en sjov aften i Festugen. Derfor har vi lavet en guide til dig, så du kan nå forbi alle de karakteristiske festugetelte på én aften.

Jazz- og Folkteltet
Tag dine venner under armen og start aftenen ud til tonerne af jazz- og folkmusik i teltet på Sankt Pauls Kirkeplads. Kom og skrål med på det klassiske danske hit ’Volvo B18-210’, når bandet Roger and Over går på kl. 20.00. Bliv og nyd aftenens første øl og kom i fest(uge)stemning, inden I bevæger jer videre.

Det Irske Telt
Efter gode dansktophits er det tid til at gå mere internationalt til værks. I er kommet ned til Banegårdspladsen, hvor Det Irske Telt holder til. Drik en Irish Coffee eller en Guinness og lyt til autentisk irsk musik. Stemningen er løs, og dans på borde og øltønder er tilladt senere på aftenen.

Det Turkise Telt
I bliver i det internationale og fortsætter festen i Byparken. Det Turkise Telt har en unik atmosfære, hvor musik og mangfoldighed møder hinanden. I kan sætte jer på skamlerne eller tæpperne foran teltet og lytte til den tyrkiske musiker Elektro Hafiz kl. 22.00. Teltet er en del af Festugen for syvende år i træk, og blev sidste år kåret som byens bedste spillested af AOA.

Telefontorvet
I er efterhånden i rigtig godt humør og trangen til at synge med på musikken melder sig, og der er ingen vej uden om; I skal ned i teltet ved Telefontorvet. Her sørger forskellige kopibands for at sætte gang i festen med folkekære sange. Sæt jer sammen med stamgæsterne fra baren Hos Anders og lyt til historier fra ”de gode gamle dage”.

Pustervig Torv
I kan ikke fortsætte jeres telttur på tom mave, men så er det godt, at Teltet på Pustervig Torv serverer det, de selv betegner som ‘verdens bedste frankfurter’. Indtag den i et af Festugens mest traditionsrige telte, som har ligget der i over 30 år.

Cluster Square
Mørket er faldet på, og de kulørte lamper er blevet tændt på Klostertorvet. Aftenens sidste stop. Du har muligvis fået nok af øl, men heldigvis kan du her nyde en portvin eller Aperol Spitz under diskokuglens skær. På Cluster Square er det vigtigste fællesskabet, så hold dig ikke tilbage. Tag en sidste dans eller et slag bordfodbold med en fremmed.

Så kan du med god samvittighed sige, at du har været med til at bygge bro under Festugen.

Skål, og tak for en god Festuge!

Af Ida Dengsøe og Benedicte Weimar Rasmussen

Tilbage