Cirkusartister.JPG

Cirkusartisterne arbejder i snegletempo i Byparken

Slow Park, der er et storslået eventyrland bestående af 400 snegle, åbnede tirsdag eftermiddag i Byparken. Sneglene arbejder i skiftehold, spiser gourmetmad fra Mefisto og bliver vækket af et særligt drypbad, når de skal præstere foran de mange besøgende.

Tirsdag eftermiddag åbnede ’Slow Park’ i Byparken. Et eventyrland, der sprænger i øjnene som et unikt highlight til dette års Festuge. 400 snegle får fuld opmærksomhed fra en række snegleentusiaster, der sørger for, at de mange, langsomme bløddyr nyder Festugen mindst lige så meget som aarhusianerne.

Eventyrlandets centrale omdrejningspunkt er en yurt, et forlystelsestelt, hvor sneglene for alvor folder sig ud. Når sneglene skal vækkes foregår det via en speciel drypbadsseance, hvor der meget blidt og nænsomt bliver dryppet vand på dem. Som forberedelse til sneglebesøget i Byparken har folkene bag eventyrlandet sendt en rider til Festugens ditto, da sneglene figurerer som ægte artister i universet.

Blandt de første besøgende i eventyrlandet var Susanne Gosvig og hendes barnebarn Caroline, som begge to var meget imponerede over den specielle attraktion.

- Det var fantastisk at opleve stemningen inde i teltet. Det gav en indre ro, fortæller Susanne om oplevelsen i yurten. Snegleentusiasterne, der står bag eventyrlandet, påvirkede også Susanne positivt. Hun sammenligner oplevelsen med Aarhus Domkirke, som hun elsker at besøge.

- Menneskerne i dette eventyrland har en fantastisk udstråling og ro. Det er ligesom at komme ind i Aarhus Domkirke, påpeger Susanne, der var meget betaget af eventyrlandet. Hun fortæller ligeledes, at hun ikke havde nogen forventninger, hvilket gjorde oplevelsen endnu bedre. Barnebarnet Caroline var også meget betaget af yurten, som blot kan huse 12 personer.

De mange snegle har rig mulighed for at være med på årets festugetema, bridging. Et hav af broer indgår nemlig i snegleuniverset, hvor de små bløddyr også kan nyde synet i et pariserhjul og gynge blidt på en trægynge. Når sulten melder sig, står der salatblade på menuen fra Mefisto, som også leverer lækkert mad til Festugens ansatte og frivillige. Sneglene arbejder i skiftehold, så de har optimale forudsætninger for at stå skarpt foran de mange kameralinser, der straks blev taget i brug under åbningen.

Slow Park kan findes i den sydlige ende af Byparken ved Aarhus Rådhus i tidsrummene kl. 9.00 – 12.00 og kl. 16.00 – 19.00 til og med lørdag 2. september, mens sneglecirkusset søndag 3. september kan opleves kl. 9.00 – 12.00 samt kl. 13.00-16.00.

Skrevet af Nanna Pharsen og Eric Engsig

Tilbage