FoodFestival_Jesper Rais.jpg

Gæsternes anbefalinger: Det bør du opleve

Med flere end 1000 arrangementer fordelt på 10 dage kan det virke uoverskueligt at skulle finde frem til guldkornene. Vi har spurgt nogle af Festugens gæster til råds.

Af Nanna Juulsgaard Poulsen. 

Annelise Glad, pensionist og tidligere pædagog, og Kim Olsen, pensionist og tidligere it-programmør.

I Byparken møder jeg Annelise Glad og Kim Olsen, der nyder septembersolen. De er begge fra Aarhus, og de synes det er fornuftigt, at Festugen skaber en masse oplevelser og installationer i byen.

- Vi kan godt lide at bruge de åbne byrum, især i det gode vejr, og det er jo gratis. Latinerkvarteret er også superlækkert, og Aarhus Ø har gode spisesteder, siger Annelise.


Annelise og Kim nyder solen og stemningen i Byparken.

Parret er ikke de eneste, som har fundet vej til Byparken. Unge teenagepiger, ældre ægtepar og klynger af børnefamilier er tæt koncentreret i byparken, som summer af liv.

- Thomas Helmig-koncerten var også rigtig god. Hans musik samler unge og ældre. Jeg glæder mig også til Food Festival i den kommende weekend, hvor der er smagsprøver og en mangfoldighed af mad, supplerer Kim. 

Nanna Jensen, oprindelig fra Fjerritslev, bosat i Aarhus, og Laura Sørensen, oprindelig fra Skive, bosat i Aarhus.

- I dag prøvede vi at ro i kano på Aarhus Å, og det var hyggeligt, siger Nanna

- Ja, det er ikke så ofte at man gør det, tilføjer Laura

- Man har en time til at ro i kanoen, og vi sejlede faktisk ret langt. Det var sjovt, især fordi vi var ude på egen hånd, udtrykker Nanna, som også fortæller, at det var ganske gratis at prøve.

 
Nanna og Laura var vilde med kanoturen på Aarhus Å.

Veninderne har også planer for, hvordan resten af aftenen skal forløbe. På Europlads ligger restauranten og baren NO16, som i Festugen serverer Gin & Tonic på tagterrassen.

- Hov, vi skal da også på Klostertorv og skrive gratis breve ved 'Post A Letter', indskyder Nanna.

- Jeg har prøvet det før på Cafe Smagløs, hvor man kan sende op til 3 breve. Jeg har skrevet til nogle venner i Belgien og Berlin tidligere.

- Ja, jeg tror, at det bliver sjovt, og man skriver jo ikke så mange breve mere, supplerer Laura. 

Tilbage