Kenton Slash Demon

Elektronisk duo indtager Langenæskirken

Kirkekoncerterne under navnet Rum der Forkynder er i år tilbage i Langenæskirken, hvor den elektroniske duo Kenton Slash Demon giver en anderledes kirkekoncert.

Kenton Slash Demon består af barndomsvennerne Silas Moldenhawer og Jonas Kenton, der udover at være halvdelen af electropopgruppen When Saints Go Machine også spillet med deres electro-/tranceduo siden 2006.

Med tunge og hypnotiserende beats finder de alligevel frem til noget opløftende i musikken, der, om man vil det eller ej, forplanter sig i kroppen. Der er ingen brug af computer live, og alle lydende skabes ved hjælp af trommemaskiner, lydmoduler og synthesizere, hvilket giver de to musikere en frihed til at få følelserne ned i maskinerne.

Koncerten i Langenæskirken får en ekstra dimension i form af et helt særligt scenedesign skabt af arkitekterne Lencshow & Pihlmann. En stor, bevægelig stålvæg opstilles bag duoen, og mens bassen sætter stålet i bevægelser forvrænges spejlbillederne af lys, publikum og musikere.

Den eksperimenterende tyske pianist Hauschka er allerede offentliggjort til Rum der Forkynder-koncerterne, og han spiller med sig selv på to selvspillende klaverer i Sankt Lukas Kirke. 

Fakta
Dato/tid: 28. aug. kl. 21.00-22.00 (dørene åbnes kl. 20.00)
Sted: Langenæskirken, Kirkedammen 2
Pris: 120 kr. ekskl. gebyr (80 kr. med studierabat) via aarhusfestuge.billetten.dk
Arrangeret af: Aarhus Festuge
Tak til: Langenæskirken

Foto: Lasse Dearman

Tilbage