Immervad_DK_3385_FotoMartinDamKristensen.jpg

Musik, poesi og film til weekenden

Hvis du lige er startet på studie eller bare skal ud og nyde Festugen efter en lang uge på arbejde, kan du her se et udpluk af nogle af Festugens arrangementer i weekenden.

Af Nanna Juulsgaard Poulsen. 

Fredag

FOOL kl. 23

Cluster Square

I løbet af de seneste par måneder har duoen FOOL opnået berømmelse med rekordhastighed med numrene ”Strapped” og ”Outcast”. På Cluster Square kan du opleve Adrian og Jabs’ energi og magi, når der er dømt dansefest kort før midnat.

Du kan dog trygt tage hen på Klostertorvet tidligere, da musikprogrammet allerede begynder kl. 14 med den århusianske singer-songwriter Lihme. Fredag byder på i alt 8 koncerter på Cluster Squares scene. Bliver du sulten, så kan du snuppe en snack eller aftensmad i en af boderne.         

Eastern Development kl. 17-24

Under Sankt Clemens Bro

Under Sankt Clemens Bro kan du i festugen møde en række artister indenfor den elektroniske genre. Eastern Development er et elektronisk pop-up musikakademi, som slipper deres talentfulde ’studerende’ løs i hjertet af Århus.

Hav opmærksomme øjne og ører, da det måske er morgendagens stjerner, der kommer til at optræde. Alle kunstnerne er danske musikere, og line-uppet er en blanding af nye ansigter og mere etablerede kendinge. Manmade Deejay og Kasper Marott er nogle af de mere erfarne herrer, mens du også kan opleve et frisk navn som f.eks. Yangze, der vil præsentere elektronisk musik med elementer fra pop.

Lørdag

Poesi på skrå kl. 14-16

Gårdhaven, Godsbanen

Siddende under åben himmel kan du lørdag få oplæst poesi, der kredser om køn, erotik, identitet. Den roste digter Pia Juul gæster Headroom, som er navnet på Godsbanens gårdhave. I Harald Voetmanns digtsamlinger udforsker han menneskets rationelle og dyriske sider og stiller spørgsmål til disse. Du kan opleve begge digtere læse op af deres værker.

Ensomhed, utilstrækkelighed og angst kan være tabuiserede taleemner i konkurrencesamfundet, men den unge, lokale digter Noa Kjærsgaard Hansen er ikke bange for at tage livtag med disse i sin poesi. Han kommer og læser op fra sin anden digtsamling ”Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling”.

Film i kuplen kl. 21

Kuplen, Byparken

Når mørket falde på, så kan du blive oplyst i den oppustelige, hvide kuppel i Byparken. I samarbejde med biografen Øst for Paradis vises der film ved skumringstid. Sidste chance for at se film er lørdag, hvor dokumentaren ”I kælderen” toner frem. Kom gerne tidligt, da der er begrænsede pladser.

Den østrigske instruktør Ulrich Seidl står bag filmen, som undersøger, hvad folk egentlig laver og gemmer i deres kældre. I husets underverden har hemmeligheder, undertrykte lyster og bizarre hobbyer optimale leveforhold. Kom forbi Byparken lørdag aften og bliv klogere.

SPARK Festival - Understrøm kl. 14.30-24

Immervad

Interesserer du dig for elektronisk musik, så præsenterer Aarhus Festuge og Understrøm SPARK festival som et oplagt bud på en eftermiddags- og aftenaktivitet. På scenen ved Immervad ved Magasin kan du opleve lokale kunstnere, hvis musikalske kreationer indeholder elementer af elektronisk, synthpop, hiphop og R’n’B.

Line-uppet består bl.a. af mono mono, SØVN, ZAAR og ALOO, som alle er fremragende repræsentanter for ny, elektronisk musik. Artisterne henter inspiration fra musikalske sværvægtere såsom Trentemøller, When Saints Go Machine og Fever Ray.

Artcore Creatives – Understrøm kl. 14.30-24

Under Sankt Clemens Bro

Ikke langt fra Immervad gemmer der sig endnu en glædelig nyhed til dig, hvis hjerte banker for elektronisk musik. Under Sankt Clemens Bro vil 12 artister sætte dig i den rigtige lørdagsstemning med groovy beats, frække remixes og en legesyg tilgang til musik.

Du kan stifte bekendtskab med bl.a. Abekejser, JARDES og Kim Kim. Programmet veksler mellem minikoncerter og DJ-sets. Dagen byder også på fornemt besøg af etablerede navne såsom Ecstasy in Order og Mendoza, som stå bag hittet ”Love Druggie”. 

Tilbage