Victor Kee

Festugens Internationale Natcabaret: 20-års jubilæumsshow

Et af Festugens årligt tilbagevendende højdepunkter fylder 20 år, og det fejres med en storslået jubilæumsforestilling, som igen i år produceres af Aarhus Festuge selv og byder på en imponerede række af artister i absolut verdensklasse.

Kultur- og teaterhuset Hermans i Tivoli Friheden slår atter dørene op for Festugens traditionsrige Natcabaret, der i år bliver noget helt særligt. Hermans er i den forbindelse blevet udsmykket med en specialdesignet scenografi, der sikrer den perfekte varietéstemning.

I forbindelse med Natcabaretens 20-års jubilæum er der ikke blevet sparet på anstrengelserne, når nogle af verdens bedste artister, komikere og magikere bliver præsenteret. Det bliver en forestilling, der både vil forføre, imponere og overraske, og hvor man blandt andet kan møde:

Domitil Aillot
Efter 12 år i USA kan Festugen præsentere en danmarkspremiere på den tyngdekraftshånende optræden, Chinese Pole, der er akrobatik og halsbrækkende numre uden sidestykke og efterlader publikum måbende tilbage. 

Cabaret Décadance
Dukker i menneskestørrelse med karakter, sjæl og humor bliver levende på scenen, og det er svært at se, hvem der er hvem, når dukkeførerne optræder sammen med dukkerne.

Michael Deutsch
Oplev den moderne Houdini, når en af de førende kunstnere inden for magiens verden indtager scenen med illusioner, mind control og fingerfærdighed, der resulterer i mystik, spænding og dramatik af højeste karat.

Die Maiers
Det tyske, komiske makkerpar kæmper en brav kamp for at komme igennem dette nærmest absurde trapeznummer, der har overrasket gennem 25 år, hvor akrobatik og komik smelter sammen på sjoveste vis.

Duo Yingling
Duoen, der er uddannet fra den berømte cirkusskole i Shanghai og Harbin, udfører koncentration og kropskontrol i særklasse, og de forener akrobatik og jonglering i en absolut elegant og imponerende optræden.

Victor Kee
Festugen kan i år præsentere en af verdens bedste jonglører, når Victor Kee kaster akrobatik, dans og klassisk jonglering op i luften og bruger både hænder, hoved og fødder til at holde det sammen i et hæsblæsende nummer. Victor Kee har bl.a. medvirket i flere Cirque Du Soleils forestillinger. 

Jeffrey Ward Little
Det sensuelle og akrobatiske nummer med Las Vegas-kunstneren foregår både i et fyldt badekar på scenen og højt oppe under kuplen og forener maskulin styrke og skønhed i en imponerende demonstration af den menneskelige krops kunnen.

Les Fréres Taquins
Numrene med de belgiske komikere, der indeholder fin og poetisk historiefortælling, er både rørende for sjælen og fantastiske for lattermusklerne. 

Restaurant Terrassen serverer en til lejligheden sammensat trerettersmenu og en vinpakke som tilkøb. 

De populære og underholdende syngepiger fra Bakkens Hvile optræder også i Hermans under Festugen. Det sker lørdag 2. september. 

Billetsalget er startet på aarhusfestuge.billetten.dk

FAKTA:
Dato/tid: 25. aug.-2. sept. Spisning kl. 18.30 (dørene åbner kl. 18.00). Forestilling kl. 21.00-23.00.
For gæster, der kun skal se forestillingen, åbnes dørene kl. 20.45.
Sted: Hermans, Tivoli Friheden, Skovbrynet 5
Pris: 635-735 kr. Billetten er inkl. en trerettersmenu
Pris: 305-355 kr. Billetten er ekskl. menu.
Billet til Natcabaret giver gratis entré til Tivoli Friheden på dagen, via aarhusfestuge.billetten.dk eller 70 20 20 96
Arrangeret af: Aarhus Festuge
Tak til: Tivoli Friheden og Montra Hotel Sabro Kro, som huser Natcabaretens kunstnere under Festugen.

Tilbage