aaf_plakat_2018_nyhed_880x496px.png

Martin Bigum står bag årets Festugeplakat

Multikunstneren Martin Bigum fortolker det treårige tema ’Bridging’ på plakaten for Aarhus Festuge 2018.

Som det har været tradition siden 1984, har Aarhus Festuge fået en kunstner til at fortolke årets tema, der i år er ’Bridging’ (valgt for perioden 2017-2019). I 2018 står kunstneren Martin Bigum bag plakaten, hvor han for første gang i sit kunstneriske virke har kastet sig over et blomstermotiv.

- Da jeg blev tilbudt at lave årets Festugeplakat under temaet ’Bridging’, meldte der sig straks nogle meget illustrative billeder af broer, mennesker der holder i hånd og går i række. Men jeg har valgt at anskue det i et lidt større perspektiv, der afspejler rummelighed. Elementerne i motivet er hver deres stængel, hver deres sarte blomst, men de er også forbundet, og de næres af det samme vand, fortæller kunstneren om plakaten.

Download plakaten i fuld størrelse

Martin Bigum er autodidakt kunstner og forfatter og anses som en af sin generations mest karakteristiske billedkunstnere. Hans værker er udstillet på mange danske kunstmuseer (bl.a. ARoS, SMK, Arken og Heart), i 2015 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog og han er fast paneldeltager i DR K’s Kunstquiz. 

Arbejdet med Aarhus Festuges plakat er inspireret af en linje i et digt, som sad fast i Martin Bigums hoved. Linjen lyder ”enhver sin stilhed”, som også er titlen på plakatmotivet. 

- Den gode kulturoplevelse taler til det register af følelser, erfaringer og minder, vi alle sammen sidder med, og måske kan den endda aflejre nyt brændstof, vi kan leve videre på. I forhold til temaet ’Bridging’ handler motivet om, at alle skal have lov til at have sin stilhed og sin egen oplevelse, når vi ser, hvad Aarhus Festuge byder på.

Med Festugen 2018 tager vi hul på andet år med det treårige tema ’Bridging’, og direktør Rikke Øxner ser frem til en Festuge med endnu flere nye forbindelser.

- Sidste år havde vi fokus på at skabe nye rammer for det gode møde mellem kunst, mennesker, natur og by. Det er et af de spor, vi fortsætter med i år, især med ønsket om at styrke de fællesskaber og det sammenhold, vi lagde grundstenen til sidste år. I forhold til Martins plakat, så er det præcis det, Festugen skal være; det vand, vi alle drikker af, den næring, der får byen til at gro.  

Tidligere plakatkunstnere tæller blandt andre Annu Kilpeläinen (2017), Evren Tekinoktay (2016), Keith Shore (2015), Kehnet Nielsen (2010) og Søren ’Papfar’ Behncke (2009).

Plakaten kommer til at pryde hele byen i perioden op til og under selve Festugen, som i år finder sted 31. august til 9. september, og fra begyndelsen af august kan plakaten købes via aarhusfestuge.dk.

Tilbage