Foto af Sofie Bach .jpg

Skovbiograf midt inde i byen

Onsdag aften kunne Festugens gæster se film under åben himmel og blandt skovens grønne træer. En aften nogle havde set frem til, og et arrangement, som blev en glædelig overraskelse for andre.

Af Freja Marquardt. Foto: Sofie Bach

Aarhus Festuge har indtil videre budt på et hav af arrangementer, men selv med alle muligheder for at orientere sig i programmet, er det stadig muligt at opdage små arrangementer rundt omkring. Skovbiografen ved Skovbadet Ø var én af de skjulte perler, som i går aftes overraskede flere.

Under stjernerne befandt ca. 15 mennesker sig onsdag aften med øjnene rettet mod skærmen, der viste filmen 'Garbage Warrior'. Omkring dem stod hundredevis af træer, og duften af gran hang friskt i luften. Der var helt stille, og kun den stille knasen fra biografgængernes popcorn og lydene fra filmen forstyrrede roen.

Pludselig suste en ambulance med blå blink forbi ganske få meter fra biografgængerne, og det var først nu, det blev afsløret, at 'skovbioen' ikke befandt sig i en ægte skov, men derimod at scenen udspillede sig midt inde i centrum af Aarhus, nærmere bestemt Bernhard Jensens Boulevard på Aarhus Ø, hvor 'Skovbadet Ø' eksisterer under Festugen.

Mobil biograf

Aftenens skovbiograf var arrangeret af projektfællesskabet Gro Selv, som hører under Concito, der er en grøn tænketank. 

- Vi har bygget en mobil biograf, så vi kan rykke den hen, hvor vi har lyst til at sætte den op. Henover sommeren har vi lavet forskellige projekter, og da vi så hørte, at der under Festugen ville komme en skov midt på Aarhus Ø, så tænkte vi, at det måtte vi også lave her, siger Sofie Bach, som er er frivillig hos Gro Selv.

Projektet er støttet af Nordea-fonden, og derfor var det onsdag aften muligt for biografgængerne at nyde 'Garbage Warrior', imens de spiste popcorn og drak varm kakao.


Der var popcorn, limonade og varm kakao til de fremmødte.

- Det gør os mennesker godt, når vi kommer udenfor. Vi skal op af stolene, væk fra stuen og ud i naturen. Med den her skovbiograf vil vi gerne udfordre, hvad man kan i naturen, siger Sofie Bach.

Bro mellem skov og byboer

Skovbiografen kom først sent med i Festugens officielle program, men det gør ingenting ifølge arrangørerne. En del af tanken bag Skovbiografen var også, at det skulle være noget, byboerne ville opdage og glædes over at finde, når de var ude at gå tur. 

- Det fede ved Festugen er jo også alle de ting, som man slet ikke vidste ville være, og som man pludselig bare støder ind i. Der har været flere, som bare er kommet i dag og har fået sig en glædelig overraskelse, siger Sofie Bach.

'Skovbadet Ø' er 600 meter langt og indeholder 600 nøje udvalgte træer. Udstillingen er konstrueret ud fra en tusinde år gammel japansk tradition, som hedder Shinrin Yoku, og skoven skal give byboerne et anderledes indtryk af, hvordan naturen kan bruges til at løse urbane udfordringer.

Efter Festugen vil de 600 træer blive flyttet ud til Gellerup, hvor de vil indgå i den nye SLA-designede bypark.

Tilbage