Velvet Volume

Højaktuelle og anmelderroste navne klar til Smells Like Teens

Festugens minifestival for de 13-17-årige, Smells Like Teens, præsenterer for en flad 30’er store musikoplevelser og hylende sjove comedy acts.

Alle kunstnerne er udvalgt i samarbejde med Festugens ungdomsråd, der har fingeren på pulsen, og der er således god mulighed for at se den næste Medina, Christoffer eller Vild $mith til en billig billetpris. Og ja, de har faktisk alle spillet til Smells Like Teens før.

NOAH CARTER
Danmarks for tiden mest hypede rapper, Noah Carter, bringer sin rå og ufiltrerede vokal og sine hårdtslående vers til Festugens Smells Like Teens. På trods af at Nørrebrorapperens navn i årevis har figureret i flere af musikvennernes tekster, har hans musikalske outputs længe været begrænset til sjældne gæstevers. Sidste år udgav han endelig det længeventede debutnummer, ’Do You’, der er produceret af Hennedub, der har siddet bag producerknapperne for andre danske raptalenter som Gilli og Kesi. Det blev i år fulgt op af debutalbummet ’Couch Dreams’, der er blevet belønnet med fem stjerner af både Sound Volume og Gaffa, og som har haft Jens Ole McCoy fra Ukendt Kunstner bag producerknapperne.

Hiphop-trackene oser af lækker r’n’b og nymodens storbylyd, der stadig holder solidt fast i et stærkt melodisk mønster, hvilket generelt karakteriserer Noah Carters musikalske virke. Han er dansk raps nye komet med en løs omgang med genrer, og hvis tidligere optrædener har noget at sige, så bliver koncerten med denne musikalske altmuligmand alt andet end kedelig.

Dato/tid: 1. sept. kl. 17.00-18.00 (dørene åbner kl. 16.00)
Sted: Train

VELVET VOLUME
Med inspirationen hentet hos de store rockikoner spiller søstertrioen, alias Noa, Naomi og Nataja, ærlig, traditionsbevidst, men stadig dugfrisk rockmusik uden dikkedarer. De tre selvlærte unge musikere dannede Velvet Volume i 2012, og siden da har bandet stormet frem på både spillesteder og festivaler i hele landet. Bandets debutalbum udgives til oktober, og førstesinglen ’Leap Into Heaven’ er allerede et hit. Se de tre Aarhussøstre på hjemmebane, når de rocker Aarhus Festuge og deres støt voksende fanbase med hårdtslående, energisk rock’n’roll tilsat knivskarp vokal og en attitude, som selv de mest dedikerede rockfans kun kan misunde.

Dato/tid: 26. aug. kl. 17.00-17.45 (dørene åbner kl. 16.00)
Sted: Atlas

BOGFINKEVEJ
Aarhus forstår sig på at opfostre de helt store raptalenter, og det nye skud på stammen, hiphoptrioen Bogfinkevej, gæster Festugens ’Smells Like Teens’ med deres melodiøse hiphop og kærlighed til ’Smilets By’. De tre Aarhusdrenge, der startede bandet for blot to og et halvt år siden, spiller feel-good rap med hiphopattitude, der passer godt til byens hoodmiljø. Trioens første EP, ’Helt Stil’ udkom i maj i år og indeholder selvfølgelig kæmpehittet ’Smilets By’ og ørehængeren ’Iben Hjejle’. Musikken er produceret af Es, der har samarbejdet med andre Aarhusrappere såsom Johnson og L.O.C og derfor har respekt for drengenes loyalitet over for byen og deres mission. Og missionen er simpel: At have det sjovt på den uprætentiøse Aarhusmåde!

MONTI
Med den ene fod solidt plantet i genrens spæde år og den anden i nutiden spiller de seks unge mænd fra den aarhusianske musikundergrund hiphop med en smittende, pulserende lyd. Genren er old school-hiphop, og missionen er at sprede den til gader og stræder i Aarhus. Hiphopbandets lydtæppe har en vidunderligt tilbagelænet fornemmelse med stabile og vellydene beats, der på bedste vis akkompagnerer de engelsksprogede vers. For MONTI er en koncert ikke bare en koncert, men en energifyldt bombe af en musikoplevelse, der vil rocke publikum, så de slet ikke kan få armene ned igen.

Bogfinkevej + MONTI
Dato/tid: 31. aug. kl. 17.00-17-50 (dørene åbner kl. 16.00)
Sted: Radar 

MAXIMILLIAN
Det unge stjernefrø har taget Danmark med storm, først med hittet ’Feelings’, derefter med et mash-up mellem London Grammars ’Hey Now’ og Frank Oceans ’Pink + White’ og sidst men ikke mindst med singlen ’Higher’. Maximillian kanaliserer en edgy lyd med bløde og soulfulde undertoner og åbenlys inspiration fra den moderne popscene. Elektroniske elementer tilfører de ellers følsomme tracks nuancer af både R&B og 90’er triphop. Maximillian er kendt for sin ulastelige vokalkontrol og stemme, der lyder som om, den tilhører en kunstner flere gange hans unge alder. De følelsesfulde tekster sammen med brystbankende beats baner vejen for den unge musiker fra den danske undergrund til danske festivaler såsom SPOT Festival og Wonderfestiwall.

ALEXANDER OSCAR
Det nye stjerneskud på den danske musikscene, Alexander Oscar med den fløjlsbløde vokal, spiller poppet R&B, der befolker dansegulvene landet over. Alexander Oscar er født med musikblod i årerne, og siden han som kun 13-årig blev taget under vingerne af Remee og Chief 1, har han skabt musik. Nu har Alexander Oscar i samarbejde med 32 Pilots og The Suppliers udgivet debutsinglen ’Ocean View’ i starten af marts i år. Pop-bangeren skød foråret og sommeren i gang og vil helt sikkert sætte gang i festen til Aarhus Festuge.

Maximillian + Alexander Oscar
Dato/tid: 29. aug. kl. 17.00-18.20 (dørene åbner kl. 16.00)
Sted: Train 

MARK LE FÊVRE (COMEDY)
Mark Le Fêvre er en mand med en plan: at gøre folk glade, uanset hvilket humør de er i. Han er en Horsensdreng, og opvæksten i provinsen er kilde til en uendelig inspiration i standupkarrieren, der havde sine spæde kår på Aarhus’ comedyscene. Hans arbejde er kendetegnet af de underspillede fortællinger, der ofte tager sit udgangspunkt i hverdagssituationer, bl.a. som ’Jyde-man’ kendt fra Facebook, hvorfra han bygger op til klimakset, der efterlader publikum hulkende af grin. Dukker du op til et show med denne standupper, kan du forvente dig en energisk og utroligt charmerende komiker, der har evne til at leve sig ind i sine jokes som kun de færreste, når han inddrager tilhørerene i de morsomme anekdoter og fortællinger.

THOMAS WARBERG (COMEDY)
Thomas Warberg er med sin timing, sin absurde tankegang og sin evne til at opfange detaljer i rummet i stand til at skabe jokes, der ikke lader sig gengive af andre end lige nøjagtig ham. Han debuterede som 19-årig på Comedy Zoo i København og fik sit store gennembrud i Comedy Fight Club i 2007, hvorefter han blev hevet ind som fast inventar på både Live Fra Bremen og i Klipfiskerne. Hans seneste show, ’Thomas Warbergs Comedy Tour 16’, blev belønnet med fem og seks stjerner af flere medier. Thomas Warberg er kendt som en imponerende dygtig oneliner-komiker, der leverer punchline efter punchline i et tempo, der ikke giver publikum meget tid til at få vejret. Mød en af Danmarks mest arbejdsomme og dygtigste komikere, der er synonym med comedynørderier og improvisationer af bedste og sjoveste skuffe.

Mark Le Fêvre + Thomas Warberg
Dato/tid: 2. sept. kl. 17.00-18.00 (dørene åbner kl. 16.00)
Sted: Musikhuset Aarhus, Rytmisk sal 

FAKTA
Pris: 25 kr. ekskl. gebyr via aarhusfestuge.billetten.dk (koncerter) eller billetlugen.dk (comedy), 30 kr. i døren
Arrangeret af: Aarhus Festuge i samarbejde med Fonden VoxHall, Train, Radar og Musikhuset Aarhus
Støttet af: Børn og Unge, Aarhus Kommune

Tilbage