aaf_uoff_2019_nyhed_web.jpg

TV-2 åbner årets Aarhus Festuge med stor udendørskoncert

Aarhus Festuge 2019 tyvstarter allerede torsdag 29. august med en stor koncert, hvor TV-2 går på scenen i selskab med musikalske gæster.

De kalder sig Danmarks kedeligste orkester, men det er bestemt også et af landets mest populære og især i hjembyen Aarhus. Der er derfor lagt op til en festlig og helt særlig aften, når TV-2 går på scenen i Byparken med Rådhuset og Aros’ regnbue som bagtæppe og uofficielt åbner årets Festuge.

Publikum kan se frem til ’Nutidens Unge’, ’Bag Duggede Ruder’, ’De Første Kærester På Månen’ og mange andre nedslag i det omfattende bagkatalog af hits, kvartetten har opbygget siden starten i Aarhus i 1981. Men det bliver ikke en koncert med TV-2 som alle andre. Med sig på scenen har de nemlig inviteret gæster, der kommer og bidrager til en musikalsk oplevelse udover det sædvanlige.

- Vi satser på, sammen med publikum, at sparke en fest i gang, som gerne må vare en god uges tid. I den forbindelse har vi tænkt os at finde de bedste af vores sange frem, nye og gamle, og samtidig invitere et par gode kolleger med, som vi tror, de fleste aarhusianere i grunden gerne ville overraskes af, hvis de en dag skulle få uventede gæster. Eller som vi selv så rigtigt siger: Er der nogen, der ved, hvordan man fester – så er det Danmarks kedeligste orkester, siger Steffen Brandt fra TV-2.

Køb billet her

Et andet lokalt orkester i form af Bogfinkevej varmer scenen og publikum godt og grundigt op med deres glade og catchy hiphop og en erklæreret kærlighed til Smilets By. Og direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner, glæder sig til en aften, der netop fejrer Aarhus.

- Aarhus Festuge er internationale artister, samarbejder rundt i hele landet og projekter med regionalt perspektiv. Men det er også en begivenhed for og af aarhusianerne. Og selvom jeg er tilflytter, så ved jeg, at jeg på sådan en aften vil være ét med Aarhus, ét med glæden og ét med fællesskabet. Jeg glæder mig til at tage hul på den der helt særlige Festugestemning, som vil strømme fra scenen i overflod, siger hun og tilføjer, at alle gæster udenbys fra naturligvis er mere end velkomne.

Billetter koster 220 kr. (se uddybende om priser længere nede), og billetsalget er startet på aaf.billetten.dk.
Aarhus Festuge åbner officielt med en gallaåbning på Aarhus Teater fredag 30. august, hvor musicalen ’Lazarus’ har Danmarkspremiere. Festugen 2019 slutter søndag 8. september.

Fakta
Dato/tid: Torsdag 29. august kl. 20.00-22.45 (pladsen åbner 18.00)
Sted: Byparken mellem Aarhus Rådhus og Musikhuset Aarhus
Pris: 220 kr. ekskl. gebyr (børn til og med 12 år: 110 kr. ekskl. gebyr) via aaf.billetten.dk.
Arrangeret af: Aarhus Festuge

Læs FAQ her med praktiske informationer om koncerten

Tilbage