Vesterbrofaldet

Trafikalt knudepunkt forvandles til fredelig oase i Festugen

Vesterbro Torv omdannes til en grøn oase midt i byen under Festugen. Sammen med tegnestuen SLA sætter Aarhus Festuge med projektet grøn byudvikling på dagsordenen.

Lyden af forbrændingsmotorer, friktionen mellem asfalt og bildæk og de sporadiske dyt får konkurrence, når Vesterbro Torv i Festugen omdannes til ’Vesterbrofaldet’. Tegnestuen SLA har skabt et projekt, der har fokus på natur og sociale fællesskaber, og som forvandler det hektiske og larmende torv til en oase med grøn bevoksning, og hvor den larmende støj får modspil af lyden af brusende vand.

Projektet består af et stort stillads formet som en trappe, der ender i et grønt byrum med træer på toppen, hvorfra der falder et vandfald, hvis beroligende lyd står i kontrast til trafikstøjen. Siddemøbler inviterer til ophold, og her er både plads til at puste ud for sig selv og mødes med venner til en hyggelig stund.

- ’Vesterbrofaldet’ er mere end bare den fysiske forstyrrelse af rummet, det er også et fantastisk sanseligt rum, hvor lyden af vand, lyset i dråberne og prikken af det forstøvede vand vil pirre sanserne hos forbipasserende eller folk, der slår sig ned på den nye plads, siger Aarhus Festuges direktør, Rikke Øxner.

’Vesterbrofaldet’ tager udgangspunkt i den rivende udvikling, Aarhus er i for tiden, hvor der skyder nye byggeprojekter op hele tiden. I den udvikling er det vigtigt at tage en debat om, hvilke arkitektoniske greb der skal være med til at sikre og styrke den fortsatte by- og livskvalitet i Aarhus. ’Vesterbrofaldet’ fungerer som et pejlemærke i den debat.

- Med ’Vesterbrofaldet’ viser vi helt konkret hvordan en grøn, naturbaseret byudvikling kan sikre og styrke den fortsatte by- og livskvalitet i Aarhus. Den sanselige oplevelse skaber balance til byens exceptionelle byggeboom og peger på vigtigheden i også at medtænke natur, åbne byrum og sociale fællesskaber, når fremtidens Aarhus bliver skabt, siger partner og grundlægger af SLA, Stig L. Andersson.

Aarhus Festuge og SLA har indgået et treårigt samarbejde under navnet City Nature 1:1, hvor SLA hvert år skal realisere et midlertidigt byrumsprojekt, der 1:1 diskuterer, hvordan Aarhus kan sikre en helhedsorienteret og naturbaseret udvikling af byen.

Fakta ’Vesterbrofaldet’
Dato/tid: 25. aug.-3. sept.
Sted: Vesterbro Torv
Arrangeret af: Aarhus Festuge i samarbejde med SLA
Tak til: NIRAS, Grundfos, Fokdal Springvand, Scaffco, Johnsen Graphic Solutions og Aarhus Vand

Tilbage