Us:Them_Matt Grace.jpg

Nyskabende scenekunst storsælger i Festugen

Aarhus Festuge præsenterer igen i år originale og modige teater- og danseforestillinger for både børn og voksne, og det falder i publikums smag. Billetsalget går allerede nu forrygende.

Der er rift om billetterne til nogle af de forestillinger, der udgør scenekunstprogrammet til årets Festuge. Det Kongelige Teater kommer med en moderne udgave af Ingmar Bergman-klassikeren ’Scener fra et Ægteskab’ og børneoperaen ’Nattergalen’, men der er også plads til mere eksperimenterende kompagnier, der gæster Festugen og blandt andet medbringer en bøn fra fremtiden og et gidseldrama set fra børnenes perspektiv.

Læs mere om tre udvalgte forestillinger herunder:

Landet uden Drømme
Den kreative scenekunstforening Fix & Foxy, under ledelse af den Reumert-vindende instruktør Tue Biering, kommer til Aarhus for første gang. Med sig bringer de forestillingen ’Landet uden Drømme’, der havde premiere på Det Kongelige Teater i april.

’Landet uden Drømme’ er taleteater, der med lige dele humor, alvor og et stænk galskab bringer en samtidsanalyse af verden anno 2018 – og ikke mindst tager publikum med på en tidsrejse til en alternativ fremtid fuld af håb. ’Landet uden Drømme’ er forestillingen, som vil ende alle onde mareridt. Og som vil sætte tankerne i gang om, hvordan vi taler med hinanden om fremtiden.

Dato/tid: 3. sept. kl. 20.00-21.30 og 4. sept. kl. 14.30-16.00
Sted: Teater Katapult
Pris: 60-180 kr. via katapult.dk
Arrangeret af: Fix & Foxy og Aarhus Festuge i samarbejde med Teater Katapult og Eventministeriet ved Det Kongelige Teater

Us/Them
I september 2004 stormede en gruppe terrorister en skole i Beslan og tog 1200 mennesker som gidsler, hvoraf hovedparten var børn, deres forældre og deres bedsteforældre. Det efterfølgende gidseldrama varede tre dage og endte i et kaotisk redningsforsøg af russiske sikkerhedsstyrker, der resulterede i, at mere end 330 mistede livet.

’Us/Them’ er ikke en nøje genfortælling af den forfærdelige tragedie, men et forsøg på at udforske den individuelle måde, som børn håndterer traumatiske situationer. Instruktør og forfatter Carly Wijs har hentet en del af inspirationen til stykket fra HBO-dokumentaren ’Children of Beslan’, en genfortælling af katastrofen fortalt af nogle af de overlevende børn. Da hun så dokumentaren, blev hun overvældet af børnenes evne til at håndtere situationen og deres vilje til at leve. Som et af børnene i dokumentaren sagde: ”Børn forstår alting”.

Dato/tid: 6.-7. sept. kl. 20.00-21.00 og 8. sept. kl. 17.00-18.00
Sted: Teater Katapult
Pris: 60-180 kr. via katapult.dk
Arrangeret af: Teater Katapult og Aarhus Festuge i samarbejde med Bronks og Richard Jordan Productions. Med Theatre Royal Plymout, Big in Belgium og Summerhall

Split
I ’Split’ forhandler danserne Melanie Lane og Lilian Steiner – en nøgen og en påklædt – om stadigt mindre dimensioner af rum og tid. Som vores verden skrumper, tikker klokken hurtigere, og kroppe presser sig tættere på.

Aarhus Festuge er stolte over i samarbejde med Bora Bora at kunne præsentere denne smukke forestilling. Australske Lucy Guerins skarpe og elegante koreografi udfolder et fascinerende og delikat dansedrama på scenen. Med en musikalsk underlægning af den britiske komponist Scanner, lysdesign af Paul Lim og kostumer af Harriet Oxley er ’Split’ en tankevækkende strukturel meditation gengivet i bevægelse, leveret af et af Australiens mest originale dansekompagnier.

Dato/tid: 4.-6. sept. kl. 19.30-20.20
Sted: Bora Bora
Pris: 150 kr. (90 kr. for studerende/unge under 25 år/seniorer) via borabora.billetten.dk
Arrangeret af: Bora Bora i samarbejde med Aarhus Festuge

Derudover præsenterer Aarhus Festuge i samarbejde med Aarhus Teater 2.
Verdenskrigsdramaet ’Flygt’ i Aarhus Rådhus. De to forestillinger er dog allerede fuldstændig udsolgt.

For yderligere information kontakt venligst kommunikationsmedarbejder Jonas Barfoed på 87 30 83 04 eller jb@aarhusfestuge.dk.

Med venlig hilsen
Aarhus Festuge

Tilbage