Fodboldens Folkemøde

Fodboldens Folkemøde

Aarhus Festuge giver bolden op og sætter fokus på fodboldens mange facetter med en række debatter og interviewseancer samt filmvisning. 

Til Fodboldens Folkemøde zoomer vi ind på fodboldens evne til at være mere end blot 90 minutter på grønsværen. Det er nemlig umuligt at drible udenom sportens forhold til de helt store emner som politik, kunst, filosofi og religion. Vi kigger også nærmere på, hvordan fodbolden er en samlende sport, der skaber fællesskaber på tværs af køn, alder og etniciteter. Uanset om man kan off side-reglerne eller ej. 

Over to dage kan du blive klogere på fodbolden som identitetskaber og kulturprodukt, og hvordan sporten har indflydelse på samfundet stort set alle steder i verden. I år ses desuden på det specielle bånd kunsten og fodbolden imellem, og hvordan fodbolden dækkes journalistisk nationalt og internationalt. 

Så om du er roligan med klaphat eller normalt sidder på bænken, når snakken falder på fodbold, inviteres du til at grave lidt dybere i verdens mest populære sportsgren. 

Program (se de enkelte arrangementer nederst på siden):

Fredag d. 7 september

Kl. 17:00. Fodbolden og fodbolderindringerne
Når Anders Fogh Jensen, Frederik Stjernfelt og Mads Mygind træder op på scenen, skal det handle om, hvordan fodbolden i bestemte perioder i livet har banket på døren. Hvordan kan det være, at fodbolden i perioder synes som det mest meningsfyldte, der findes her i livet, imens den andre gange står fuldstændig på standby og måske endda er decideret uinteressant og meningsløs. Det handler om fodbolderindringer, og hvordan sporten falder ind og ud af livet hos mennesket.

Kl. 19:00. Fodbolden og kunsten
I denne samtale mellem Mads Mygind, Asker Hedegaard Boye og Jakob Schweppenhäuser, der alle, i vidt forskellige udstrækninger, har skrevet om fodbold, vil fokuset være på fodbolden og kunstens forhold imellem. Hvilken betydning har fodbolden egentlig haft på deres virke som skrivende? Hvorfor betyder fodbolden så meget for de tre skrivende, der, udover at være fodboldelskere, desuden også er rigtig gode venner privat. Deres fællespassion og gode venskab betyder dog ikke, at de på nogen måde er enige om, hvordan fodbolden skal spilles, eller hvilket klubhold eller landshold, der gør sig bedst. Faktisk er de vildt uenige.

Lørdag d. 8 september

Kl. 11:00. Film: Das Wunder von Bern
Se det tyske fodbolddrama Das Wunder Von Bern fra 2003 i Øst for Paradis.
Filmen handler om om Tysklands mirakuløse fodboldsejr over Ungarn ved VM-finalen i Bern den 4. juli 1954. Men den er også langt mere end det, for sejren var ikke blot en sportslig triumf. Den tyske sejr kom på et tidspunkt, hvor den tyske nation efter 1945 stadig befandt sig i en slags trance efter ”Stunde Null”. Indtil da var der ingen begivenheder, der kollektivt formåede at samle tyskerne, og først med VM-finalesejren kunne man igen tale om en slags kollektiv lykkestemning, der således også satte fokus på identitetsproblemer og national identitetsdannelse.

Kl. 12:00. Fodbolden og lokalbefolkningen
Hvordan formår klubber som AGF og Aarhus Fremad at holde snor i lokalbefolkningen i en globaliseret fodboldverden, hvor den nære forankring er udfordret af en stigende centralisering i retning af Europas største ligaer? Frivillig i Aarhus Fremad, Tobias Kjærside, og Jan Schouby, chefredaktør på Aarhus Stifstidende vender fortiden, nutiden og fremtiden for aarhusiansk fodboldfankultur i en samtale modereret af Oscar Rothstein, freelanceskribent for blandt andre netavisen Zetland.

Kl 15:00. Fodbolden og formidling
Hvordan formidles fodbolden i dag? Cathrine Lundager, Oscar Rothstein og Hans Krabbe vil sammen sætte journalistikken og mediernes rolle under lup og komme ind på blandt andet konsekvenserne af idoldyrkelser, mega-økonomien i den internationale fodbold og den manglende dækning af kvindefodbolden og meget, meget mere.

Kl. 16:30. Fodbolden og den glemte triumf
112.000 tilskuere hyldede Susanne, Birte, Bente, Lis og Lene og resten af holdet, da Danmark vandt VM i fodbold i Mexico i 1971. Det største publikum et dansk landshold nogensinde har spillet for, og alligevel er der ikke mange danskere, der er klar over denne drøm af en begivenhed. Journalist Hans Krabbe er aktuel med portrætbogen 'Den glemte triumf', hvor han i det sidste år har været i kontakt med de kvinder, der spillede på holdet for at høre om deres liv dengang og i dag. Med udgangspunkt i 'Den glemte triumf' vil Hans Krabbe i en samtale med Merete Ipsen, museumsleder ved Kvindemuseet, fortælle om det der skete i 1971, og hvorfor det stadigvæk er en sportsbegivenhed, der står i parantes.