
28.11.2024
Gallaforestilling 2025!
Kom med på en groovy og visuel rejse gennem Thomas Helmigs enestående sangskat i Teaterkoncert Thomas Helmig.
Den officielle gallaåbning for Aarhus Festuge 29. august 2025 afholdes i Aarhus Teater og er det perfekte soundtrack for Festugens og Aarhus Teaters jubilæumsfejringer.
I 2025 fejrer Festugen sin 60. udgave med hele byen under temaet ’Aarhus Festuge – ingen alder’.
Og hvilken bedre måde at gøre det på end med en række tidløse sange, som gennem fem årtier har banket på og boret sig ind i vores hjerter og fortsat binder generationer sammen. Det er lyden af moderne aarhusiansk historie. Det er lyden af Thomas Helmig. Fra Stupid Man til Malaga - alle har mindst én Helmig-sang, der får hjertet til at slå lidt hurtigere.
Sammen med Aarhus Teater er vi stolte af at præsentere årets gallaforestilling Teaterkoncert Thomas Helmig den 29. august 2025 i Aarhus Teater. En ny stor aarhusiansk kulturbegivenhed i anledning af, at Aarhus Festuge og Aarhus Teater i henholdsvis 60 og 125 år har fyldt byen med kunst og kultur.

Legendarisk duo bag forestillingen
Teaterkoncert Thomas Helmig er skabt af instruktør Nikolaj Cederholm og musikalsk arrangør Kåre Bjerkø, som i 1994 lavede Teaterkoncert Gasolin, verdens første i genren. På Aarhus Teater har man tidligere kunnet opleve duoens originale teaterkoncerter med afsæt i Bob Dylan og C. V. Jørgensens musikalske universer, mens de hver især har været involveret i flere af Aarhus Teaters store forestillinger med musik af The Beach Boys, Mozart, John Lennon og Johnny Cash.
I Teaterkoncert Thomas Helmig vil Thomas Helmig ikke være at finde på scenen, men Cederholm og Bjerkø har fået adgang til sangernes imponerende parade af pop, soul og funk hits til at skabe en helt ny scenisk fortolkning.
Aarhus Festuge og Aarhus Teater har tidligere samarbejdet i forbindelse med musikforestillingerne Lazarus og Lyden af de skuldre vi står på. Med to jubilæumsfejringer, årets Festugetema og Helmigs sange er scenen sat til en historisk gallaaften i Aarhus Teater.