
Det gode liv i den gode by
Festugen ønsker at skabe fællesskab og trivsel for borgerne gennem begivenheder, der inspirerer, aktiverer og integrerer på tværs af mennesker og grupper.
Læs også vores visionLæs også vores missionKultur og de vilde problemer
Vi bygger bro mellem kultur og sundhed, styrker dannelse og demokrati og sætter vigtige dagsordener i spil. Sammen udvikler vi byens kulturelle kapital og skaber plads til alle.
Vi henter inspiration i de vilde problemer, formuleret af Aarhus Kommune, og ønsker at skabe en festival, der ikke kun underholder, men også åbner op for diskussioner og handlinger, der kan bidrage til løsninger på disse udfordringer. Fælles for vores indsatsområder er at medvirke til det gode liv i den gode by.
I Aarhus Festuge stræber vi efter at fremme bæredygtighed både i vores valg af kunstneriske projekter og i vores organisatoriske praksis. Gennem Festugens aktiviteter belyser vi bæredygtighedens mange aspekter – fra miljøbevidst kunstproduktion til at fremme grønnere transportmuligheder og reducere festivalens klimaftryk.
Fællesskab er kernen i alt, hvad vi gør. Hvordan kan vi bygge et samfund, hvor alle føler sig inkluderet og set? Aarhus Festuge sætter fokus på at skabe et fællesskab, hvor mennesker med forskellige baggrunde, livserfaringer og perspektiver mødes, samarbejder og lærer af hinanden. Gennem kunst og kultur skaber vi rum for dialog og forståelse, hvor grænser brydes, og relationer opstår. Vi arbejder aktivt på at engagere både lokale og internationale stemmer, både professionelle og amatører, i et fællesskab, der rummer mangfoldighed og styrker samhørigheden. Fælleskab er for os ikke kun værdi, men hele grundfundamentet i vores vision for Aarhus Festuge.
Ulighed – både økonomisk og social – er en af de største udfordringer i samfundet. Aarhus Festuge ønsker at bidrage til at nedbryde barrierer og skabe lige muligheder for alle. Gennem Festugen hylder vi kunstneriske udtryk, der adresserer sociale spørgsmål og ulighed, og vi skaber initiativer, der giver unge og marginaliserede grupper en platform til at udtrykke sig. Vi arbejder aktivt for at sikre, at alle har adgang til kultur, uanset baggrund eller økonomiske forhold.
Aarhus er en levende by, men hvordan kan vi bruge byens rum på nye og kreative måder? Aarhus Festuge engagerer sig i at bruge offentlige rum og byens mange mødesteder til at skabe kunstneriske oplevelser, der binder folk sammen og giver nye indsigter. Gennem kunstinstallationer, performances, workshops og andre aktiviteter ønsker vi at aktivere byens rum og gøre dem til et levende lærings- og oplevelsesunivers. Dette handler ikke kun om at fylde byen med kunst, men om at skabe en følelse af ejerskab og fællesskab i byens pulserende liv.
Aarhus Festuge er en festival for alle – unge, gamle og alle derimellem. Hvordan kan vi skabe et rum, hvor forskellige generationer mødes og lærer af hinanden? Vi ønsker at fremme intergenerationelt samarbejde gennem vores kuratering, hvor både unge talenter og erfarne kunstnere arbejder side om side. Dette er omdrejningspunktet for vores hovedtema, ‘Mind the Gap’.
I 2025, når vi fejrer vores 60-års jubilæum, sætter vi yderligere fokus på forbindelsen mellem generationer med undertemaet ‘Aarhus Festuge – ingen alder’. Temaet understreger vigtigheden af den tid, vi kan dele, frem for at lade os adskille.